Du må alene deltage i debatfora, det vil sige chat, debat, webblogs og videoblogs på tv2.dk, såfremt du accepterer nedenstående retningslinjer, der gælder for alt indhold, du måtte publicere/uploade, hvad enten det er tekst, billeder, lyd eller video.
TV 2 vil løbende ændre funktionaliteten af sine debatfora, og har ret til at gøre dette uden varsel.
Såfremt vi ændrer i betingelserne for brug af debatfora på tv2.dk, vil du få besked herom, og du skal acceptere de nye retningslinier, inden du kan deltage på TV 2s debatfora igen.
Hvis du offentliggør indhold på TV 2s debatsider, henleder vi opmærksomheden på, at du har accepteret disse regler i forbindelse med oprettelsen af dit TV 2 Login.
Almindelige retningslinier:
Dine indlæg skal overholde den til enhver tid gældende lovgivning, og du bærer selv det juridiske straf- og erstatningsansvar for, at det er tilfældet. Eventuelle krav mod TV 2 som følge af dine indlæg, vil derfor altid blive videreført over for dig, og du skal holde TV 2 skadesløs i enhver henseende.
TV 2 forhåndskontrollerer ikke det indhold, du publicerer, men forbeholder sig til enhver tid ret til at foretage stikprøvekontrol på debatsiderne.
Du skal således sikre dig, at indholdet af dine indlæg ikke er racistisk, injurierende, anstødeligt, krænker andres privatliv eller på anden måde er i strid med gældende lovgivning, ligesom det ikke på nogen måde må opfordre andre til at bryde lovgivningen.
Læs mere om reglerne for racistiske og injurierende indlæg hos http://www.cfje.dk.
Derudover skal du sikre dig, at dine indlæg ikke krænker andres immaterielle rettigheder, herunder men ikke begrænset til ophavsrettigheder og varemærkerettigheder. Du indestår således for, at du besidder de fornødne rettigheder til det materiale, du uploader.
I det omfang dine indlæg indeholder billeder og videomateriale med andre mennesker, skal du være opmærksom på, at disse muligvis skal give tilladelse til offentliggørelsen. Det kan for eksempel være tilfældet, hvis billederne er optaget på private steder. Du bærer altså selv ansvaret for at indhente de fornødne tilladelser fra dem, der optræder på billedmaterialet.
Læs mere om offentliggørelse af billeder på internettet på følgende adresse: http://www.datatilsynet.dk/include/show.article.asp?art_id=584.
Du skal også være opmærksom på, at du ikke i dine indlæg må identificere andre på anden måde, eksempelvis ved at angive deres fulde navn, adresse, telefonnummer, e-mailadresse eller lignende uden deres samtykke.
Du må heller ikke afsløre fortrolige oplysninger.
Dine indlæg må ikke indeholde indhold af pornografisk karakter.
Du må ikke i dine indlæg chikanere eller på anden måde genere eller nedgøre andre.
Dine indlæg må ikke have karakter af kommercielle budskaber, og de må således ikke indeholde reklame, kommercielle internethenvisninger, links og lignende.
Du må aldrig downloade eller på anden måde kopiere det materiale, som andre har publiceret/uploadet, med mindre det er til din egen personlige brug.
Endelig skal du altid respektere vores generelle regler om god opførsel og net-etik på tv2.dk.
Overtrædelse af retningslinierne
Hvis du efter TV 2s vurdering overtræder disse retningslinier, forbeholder TV 2 sig ret til at redigere i dine indlæg, så de bringes i overensstemmelse med retningslinierne.
TV 2 er også til enhver tid berettiget til at slette dine indlæg, dine oplysninger, billeder og videomateriale eller dele heraf fra debatsiderne på tv2.dk uden forudgående varsel, hvis TV 2 vurderer eller bliver gjort bekendt med, at de strider mod gældende ret og disse retningslinier.
Hvis dine indlæg mere end to gange har været stødende, diskriminerende og krænkende, eller er åbenbart retsstridige eller ulovlige, har TV 2 ret til, uden forudgående varsel at slette dig som bruger, så du ikke længere kan benytte debatsiderne på tv2.dk.
Gentagne overtrædelser af ovenstående retningslinjer medfører eksklusion fra tv2.dk som helhed, ligesom overtrædelse af lovgivningen, herunder bestemmelserne om freds- og ærekrænkelser, privatlivskrænkelser, ophavsretslovgivningen mv., kan medføre politianmeldelse. Hvis du ekskluderes fra tv2.dk, vil det ikke være muligt for dig at få adgang til indholdet af din mailboks, ligesom du ikke vil kunne benytte andre tjenester, der kræver et TV 2-login.
TV 2 er ikke forpligtet til at besvare indkomne indlæg.
Det er alene TV 2s beslutning, hvorledes overtrædelse af disse retningslinier sanktioneres.
TV 2 opfordrer til selvjustits på debatsiderne tv2.dk og har derfor indført en "anmeld-dette-indlæg-knap" på alle debatsider, således at andre brugere opfordres til at anmelde det til tv2.dk, såfremt de mener, at du ikke respekterer disse retningslinjer.
Rettigheder til materialet
Når du publicerer/uploader dine indlæg på debatsiderne på tv2.dk, giver du tilladelse til, at andre har adgang til at se materialet på tv2.dk.
Vil du deltage i debatten på tv2.dk, giver du TV 2 ret til at anvende dine indlæg, billeder, optagelser mv. tidsubegrænset, på alle måder og i alle nuværende som kommende medier, herunder også i forbindelse med markedsføringen og demonstrationen af tjenesterne.
Hvis du er under 18 år
Hvis du er under 18 år, skal du informere dine forældre om, at du deltager i debatsiderne på tv2.dk, og at det indebærer, at der er fri adgang til det materiale, du bidrager med på debatsiderne.
Brug af dine personlige data
TV 2 er forpligtet til at respektere reglerne i persondataloven.
De oplysninger, du har indtastet i forbindelse med oprettelsen af et indlæg på tv2.dk, vil kun blive offentliggjort i det omfang, du selv har valgt det, eller hvis det følger af forholdets natur. Du skal være opmærksom på, at vi i forbindelse med hver enkelt debatindlæg anvender dine data om køn, alder og postnummer (hentet fra dit TV 2/Login), så det er muligt for andre brugere at søge på specifikke debatindlæg.
Hvis vi får kendskab til, at du overtræder lovgivningen, og vi efterfølgende bliver kontaktet af politiet, vil vi videregive dine personoplysninger til politiet, i det omfang de efterspørger det. Du vil modtage orientering herom, hvis det sker.
Betaling for brug af tjenesten
TV 2s debatfora stilles til rådighed for TV 2/Login-brugere uden yderligere vederlag. Eventuelle udgifter til afsendelse af sms og mms er TV 2 uvedkommende, og vil blive faktureret direkte til dig af dit teleselskab. Der pålægges dig således ikke yderligere omkostninger end dem, dit teleselskab opkræver i forbindelse med afsendelsen.
Sikkerhed
Alle data bliver videresendt fra din telefon eller webinterface direkte til TV 2s egne systemer. TV 2 bestræber sig på at opretholde et højt sikkerhedsniveau, men fraskriver sig ethvert ansvar for eventuelle sikkerhedsbrist. Det er ikke tilrådeligt at anvende blogs til meget personlige data, billeder eller tekster.